Ansættelsesvilkår

Bruun & Hjejle tilbyder konkurrencedygtig løn og ansættelsesvilkår, der modsvarer vores forventninger til kvalifikationer og arbejdsindsats.

Løn til advokatfuldmægtige og advokater

Pr. 1. januar 2012 er månedslønnen til fuldmægtige:

  • 1. års fuldmægtige: 39.000 kr.
  • 2. års fuldmægtige: 43.750 kr.
  • 3. års fuldmægtige: 48.500 kr.

Vores ansatte advokater tilbydes tillige en konkurrencedygtig løn.

Ved årets udgang ydes en bonus på op til tre måneders løn til fuldmægtige og advokater, der i årets løb har ydet en særlig stor og værdiskabende indsats.

Arbejdstid

Alle skal have mulighed for at have et familie- og fritidsliv ved siden af arbejdet på kontoret.

Normalt arbejder Bruun & Hjejles medarbejdere ikke uden for den almindelige åbningstid. I perioder kan der dog være behov for en ekstra indsats.

Barsel og børns sygdom

Kvindelige ansatte tilbydes barselsorlov med fuld løn i op til 6 uger før forventet fødsel og i 24 uger efter fødslen.

Mandlige ansatte har ret til barselsorlov med fuld løn i 2 uger umiddelbart efter fødslen. Derudover har mandlige ansatte ret til valgfri placering af 10 ugers sammenhængende forældreorlov med fuld løn inden for det første år efter fødslen.

Der er ret til fravær med fuld løn ved barnets første sygedag.

Ferie

Alle medarbejdere har ret til ferie i overensstemmelse med ferieloven samt fem feriefridage med løn.

I tillæg til ferielovens bestemmelser tilbyder vi nyansatte jurister ferie med løn i det løbende/førstkommende ferieår. Antallet af ferieuger med løn fastsættes ud fra det tidspunkt, hvor juristen starter. I det ferieår, der begynder 1. maj i kalenderåret efter tiltrædelsesåret, har alle ret til 5 ugers ferie med løn, uanset hvor meget der er optjent i henhold til ferielovens regler.

Øvrige vilkår

Advokater, advokatfuldmægtige og stipendiater tilbydes bærbar PC og adgang til internettet fra hjemmet. Vi tilbyder advokater og advokatfuldmægtige firmabetalt mobiltelefon.